JAN SEJERSDAHL KIRKEGAARD

selvstændig rådgiver, mangeårig PPR-leder, Mårslet

Aktuelle tal fra kommunerne og regionernes løndata viser, at næsten hver fjerde psykolog i kommunernes pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR) inden for et år har skiftet jobbet i PPR ud med andet arbejde. Konsekvenserne er dermed store for de børn og unge, som har akut og konkret brug for hjælp og støtte for at magte hverdagen i skolerne. Men hvordan er det kommet dertil?

En af hovedårsagerne er, at flere og flere børn og unge mistrives i skolesystemet med et stigende fravær og flere indstillinger til børnepsykiatrien til følge. Med andre ord bruger PPR’s medarbejdere mere og mere tid på et stærkt stigende antal indstillinger fra skoler og dagtilbud på børn og unge, som der ønskes hjælp til. Presset på psykologerne betyder ofte, at det kan være særdeles vanskeligt for den enkelte psykolog at varetager opgaverne på forsvarlig vis.

Forudsætningerne for, at et barn kan indskrives i et specialpædagogisk tilbud, er, at PPR har vurderet barnets pædagogiske behov, og dermed bliver PPR et kommunalt omdrejningspunkt, når det gælder indsatsen i forhold til børn og unge med særlige behov. Med udviklingen gennem de seneste år er det desværre også blevet en sluse med lange ventetider. Det er forhold, som hverken børn, unge og deres forældre kan være tjent med. Samtidig går udviklingen stærkt ud over PPR’s forebyggende arbejde. Både skoler og dagtilbud har selvsagt behov for sparring og kompetencer fra PPR for at kvalificere det pædagogiske arbejde. Det er funktioner, som PPR må nedprioritere på grund af det stigende antal indstillinger. Det er en negativ spiral, hvor lærere og pædagoger ikke mødes på deres behov for støtte til at styrke børnefællesskabet, så der bliver plads til flest muligt. De børn og unge, der befinder sig i de mest udsatte positioner i fællesskabet, er naturligt nok dem, der ønskes i specialtilbud, når de ikke længere magter hverdagen i de almene tilbud.

Sat på spidsen er der børn og unge, som ender i specialtilbud, hvor den primære årsag er, at lærere og/eller pædagoger kaster håndklædet i ringen i afmagt over manglende støtte og kompetencer fra PPR. Børn og unge, som ellers med den rette støtte kunne have haft en god udvikling i et alment pædagogisk miljø. Samtidig har PPR i mange kommuner været udsat for mere eller mindre gennemtænkte organisatoriske ændringer, der som oftest har betydet decentraliseringer og manglende faglig ledelse med det resultat, at grundlaget for stærke faglige PPR-miljøer er væk. En stærk PPR-organisation med faglig ledelse er en nødvendighed for at kunne matche udfordringerne.

I lyset af denne udvikling er det oplagt, at der er et stort gennemtræk af psykologer, der søger videre til mere stabile faglige udfordringer. Men det er børn og unge, der betaler prisen for den situation, som mange kommuner er havnet i. Derfor er der i høj grad brug for, at temaet bringes op i valgkampen, og forhåbentlig vil det være anledning til, at kommunerne genovervejer PPR-funktionen, så det bliver muligt at styrke både omfanget og kvaliteten af indsatsen.